Hop til indhold

I dag har børne,- undervisnings og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby og aftalepartierne bag erhvervsuddannelsesreformen (Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, SF, Konservative) besluttet at indføre uddannelsesgaranti i de merkantile eux-forløb. Det er sket efter opfordring fra arbejdsmarkedets parter og skolelederne på landets erhvervsskoler, der har påpeget problemer med den nuværende ordning.

Elever indenfor de merkantile erhvervsuddannelser detail og handel har som udgangspunkt uddannelsesgaranti, hvor de kan færdiggøre deres uddannelse med praktik hos en arbejdsgiver eller i et praktikcenter. Men vælger de at tage deres uddannelse som en eux, har de ikke haft adgang til skolepraktik efter at have gennemført det 1-årige studieforberedende år som led i eux, hvis de ikke kunne finde en praktikplads i en virksomhed.

Aftalekredsen har derfor i dag besluttet at ændre reglerne, så detail- og handelsuddannelseseleverne også får den mulighed, som ellers kun har omfattet de merkantile uddannelser, hvor man kun kan tage uddannelsen som en eux.

"Når vi bliver opmærksomme på, at der er nogle problemer i den nuværende ordning, bliver vi naturligvis nødt til at handle. Jeg er derfor glad for, at aftalekredsen er enig i, at vi skal rette op på denne skævhed, så unge, der vælger eux på detail- og handelsuddannelserne også har et sikkerhedsnet i form af skolepraktik, hvis de ikke kan finde en praktikplads i en virksomhed. Vi håber, det vil få flere elever til at vælge disse uddannelser med eux," siger Ellen Trane Nørby.

Partierne er efter dagens møde samtidig enige om, at der på de enkelte uddannelser udarbejdes fælles nationale standarder for grundforløbsprøven. Aftalekredsen er også enige om at undersøge mulighederne for, at udarbejdelse af en realkompetencevurdering til en erhvervsuddannelse for voksne (euv) kan ske inden uddannelsesstart og dermed uden en uddannelsesaftale.

Erhvervsuddannelsesreformen trådte i kraft i august 2015, og er resultatet af en aftale mellem Venstre, Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Ordførere
  • Anni Matthiesen, Venstre, 3337 4574
  • Marlene Harpsøe, Dansk Folkeparti, 3337 5115
  • Merete Riisager, Liberal Alliance, 3337 4902
  • Mai Mercado, Konservative, 3337 4227
  • Mattias Tesfaye, Socialdemokraterne, 6162 4448
  • Lotte Rod, Radikale Venstre, 3337 4706
  • Jacob Mark, SF, 3337 4418