Nu er karakterstatistikken for grundforløbsprøverne og de afsluttende prøver på eud tilgængelige.
Statistikken indeholder data om karakterer givet i perioden fra erhvervsuddannelsesreformens ikrafttrædelse i august 2015 og frem.
I statistikken vises data for henholdsvis grundforløbsprøven eller den afsluttende prøve for én uddannelse ad gangen.
Find statistikken (uddannelsesstatistik.dk)
Grundforløbsprøven
I statistikken kan du se, om prøvekarakteren er bestået eller ikke bestået.
Standpunktskarakterer fremgår ikke i statistikken.
Hvis en elev eller lærling har taget flere grundforløbsprøver og fået forskellige bedømmelser, fremgår begge aflagte grundforløbsprøver i optællingen af antal prøvekarakterer.
Derfor vil antallet af aflagte prøver ikke nødvendigvis kunne sammenholdes med det antal elever eller lærlinge, der har aflagt prøve.
Den afsluttende prøve
Den afsluttende prøve i den enkelte uddannelse kan bestå af flere delprøver, for eksempel mundtlig, skriftlig eller praktisk prøve. Der gives en samlet bedømmelse af delprøverne, som er angivet med evalueringsformen ’Samlet’ – Samlet vurdering.
Antallet af karakterer vises som en optælling af karakterer i de enkelte delprøver, som indgår i den afsluttende prøve. For eksempel får en kokkeelev karakterer i fire delprøver plus en samlet vurdering og vil dermed tælle og fremgå som fem prøvekarakterer i statistikken: Mundtlig, Prak. Prøve, Projekt, Skriftlig og Samlet.
Den enkelte uddannelse kan have flere delprøver inden for hvert speciale. For eksempel er der to specialer på elektrikeruddannelsen, der hver har tre afsluttende prøver. En elev eller lærling kan have taget den samme delprøve flere gange, for eksempel hvis eleven eller lærlingen ikke bestod delprøven første gang, og dermed kan elevens eller lærlingens resultater indgå i statistikken flere gange.
Det er forskellige kompetencer, der ligger til grund for karaktererne på de enkelte uddannelser. Det er derfor ikke muligt at sammenligne karakterer på tværs af uddannelser, da de faglige krav varierer. Der kan også være variation inden for specialerne på den enkelte uddannelse.