Afvikling

Prøverne i dansk skriftlig fremstilling fp9 og fp10 afvikles via testogprøver.dk fra maj 2018. Skolerne vil derfor ikke modtage et link til prøvematerialet, som det var tilfældet ved prøverne i maj 2017.
9. klasseprøven vises på en hjemmeside, som tilgås via testogprøver.dk. Når eleven er logget på, vil eleven skulle starte prøven som normalt, og prøven åbner som en hjemmeside.

10. klasseprøven er opdelt i to. Del a) (læsning og sprogbrug) afvikles som digital selvrettende prøver via testogprøver.dk og del b) og c) (modtagerrettet kommunikation og skriftlig fremstilling) vises på en hjemmeside. Begge tilgås via testogprøver.dk. Når eleven er logget på, vil den tilsynsførende give adgang til del a). Eleven skal afslutte del a), før eleven kan få adgang til del b) og c). Når eleven har afsluttet del a), kan eleven ikke genoptage arbejdet med del a). Den tilsynsførende kan tildele adgang til del b) og c) til eleverne enkeltvis, i takt med at de afslutter del a).

Ved a-delen af 10. klasseprøven skal eleverne både anvende et opgavehæfte i papirudgave og en opgavedel, der er en digital selvrettende prøve. Hele papirhæftet skal udleveres til eleverne fra starten af prøven. Papirhæftet skal anvendes til opgave 8 (side 7 og 8) da teksten til opgave 8 ikke fremgår af den selvrettende prøve. Hæftet indeholder hele a-delen, men eleverne skal kun anvende hæftet til løsning af opgave 8.

Booking

10. klasseprøven i dansk skriftlig fremstilling kræver to bookinger:

  • 1. del a (læsning og sprogbrug) og
  • 2. del b og c (modtagerrettet kommunikation og skriftlig fremstilling)

Del a er en digital selvrettende prøve og skal bookes fra kategorien ”Selvrettende prøver”.

Del b og c afvikles som en hjemmeside, og skal bookes fra kategorien ”Skriftlig fremstilling”.

9. klasseprøven i dansk skriftlig fremstilling afvikles som en hjemmeside, og skal bookes fra kategorien ”Skriftlig fremstilling”. Til denne prøve skal der kun foretages én booking.

Alle skoler opfordres til at kontrollere, at alle skolens bookinger er rigtige senest dagen forud for prøverne.

Plan B

9. klasseprøven: I tilfælde af at adgangen til testogprøver.dk skulle svigte, skal skolen iværksætte plan B. Plan B-materialet findes på en administrator-CD, som er sendt til skolen sammen med de øvrige opgavesæt. Skolen distribuerer filen til eleverne.

10. klasseprøven: I tilfælde af at adgangen til testogprøver.dk skulle svigte, skal skolen iværksætte plan B. Plan B-materialet til del a er papirhæfter. Disse er udleveret til eleverne fra prøvens start. Plan B-materialet til del b og c findes på en administrator-CD, som er sendt til skolen sammen med de øvrige opgavesæt. Skolen distribuerer filen til eleverne.

Her vises eksempler på, hvordan plan B-materialet kan distribueres eleverne.

Skolen kan ikke iværksætte plan B uden godkendelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Styrelsen kan kontaktes på telefon 33926100 eller på mail fp@stukuvm.dk.

Vejledning

Brugervejledningen til folkeskolens digitale prøver kan læses på stil.dk. I den er der indsat særlige afsnit, der beskriver hvordan afviklingen af særligt FP10 dansk skriftlig fremstilling foregår.

Support

Styrelsen for It og Læring varetager den tekniske support på test- og prøvesystemet. Supporten kan kontaktes på telefon 7021 2155. Supporten har åben fra kl. 8.00.

Direkte besked under prøverne

Alle medarbejdere, der er involveret i prøveafholdelse, kan tilmelde sig sms-beskeder om eventuelle uregelmæssigheder med videre vedrørende drift og indhold på driftinfo.uni-c.dk. Tjenesten ”Nationale test og digitale prøver” informerer om eventuelle uregelmæssigheder i forhold til testogprøver.dk. Tjenesten ”Folkeskolens prøver” informerer om eventuelle akut opståede særlige forholdsregler i forhold til prøverne i øvrigt.

Prøver på særlige vilkår

Afprøv om dit it-hjælpemiddel er klar til prøven på test it

Sidst opdateret: 11. april 2018