Du melder dig til AMU på efteruddannelse.dk. Her finder du alle AMU-kurserne i hele landet.

Bo eller arbejde i Danmark 

For at melde dig til AMU-kurser skal du enten bo i Danmark eller arbejde i Danmark.

Hvis du ikke har dansk bopæl og har et dansk CPR-nummer, skal du udfylde en erklæring om reel og faktisk beskæftigelse. Arbejdsgiveren skal også skrive under på erklæringen.

Læs mere om erklæringen for folk uden bopæl i Danmark

Selvstændige, ledige, elever, studerende og pensionister kan også deltage i AMU-kurser, og det kan også personer med bopæl i Grønland eller på Færøerne.

Særlige betingelser

For nogle ansøgere er der nogle særlige betingelser:

Certifikat-uddannelser

Hvis du søger ind på en uddannelse, der slutter med et certifikat fra en myndighed, kan der være særlige krav, du skal opfylde.

Sprog

Du kan blive pålagt at gennemføre en test i det sprog, der undervises på. Det skal sikre, at alle deltagere kan følge med i undervisningen. AMU udbydes både på dansk og på andre sprog, og der kan også udbydes kurser på en kombination af dansk med et andet sprog.

Ledige

Er du ledig, på dagpenge, kontanthjælp eller lignende, skal du henvende dig på Jobcenteret for at høre om dine muligheder for at deltage i AMU. Du kan ikke selv tilmelde dig.

Deltagere fra Finland, Island, Norge eller Sverige

Personer med bopæl i Finland, Island, Norge eller Sverige kan deltage på AMU, enten hvis uddannelsen ikke findes i deres hjemland, eller hvis de bor tæt på Danmark og har kortere afstand til den danske uddannelsesinstitution end til en skole i hjemlandet.

Flere AMU-uddannelser

Hvis du har deltaget i flere AMU-uddannelser eller enkeltfag, end du har brug for til dit erhverv, kan du få afslag på optagelse på endnu et kursus.

Sidst opdateret: 4. april 2018