Hop til indhold

Overholdes reglerne om, at en gymnasielærer, der tilmeldes suppleringsforløbet på pædagogikumuddannelsen, skal have faglig kompetence og gennemført fagdidaktisk kursus i faget? Det kaster et tematiske tilsyn, som STUK netop har afsluttet, lys over.  

Helt konkret har STUK undersøgt, hvorvidt 60 tilfældigt udvalgte gymnasielærere, der er blevet tilmeldt suppleringsforløbet på pædagogikumuddannelsen, har faglig kompetence. 

Faglig kompetence er et krav for tilmelding til suppleringsforløbet

For at blive gymnasielærer skal man have faglig kompetence og leve op til de faglige mindstekrav. Faglig kompetence er som hovedregel betinget af formelle kvalifikationer i form af en kandidateksamen bestået ved et universitet i et eller flere fag rettet mod undervisning i de gymnasiale uddannelser. Dette gælder både for centralfag og sidefag. 

Derudover kan ledere på gymnasiale uddannelser tildele lærere med pædagogikum undervisningskompetence i et efterfølgende erhvervet tilvalgsfag via suppleringsforløb. Dog skal vedkommende i forvejen have faglig kompetence og gennemført fagdidaktisk kursus i faget.

16 kandidater opfyldte ikke kravet

Tilsynet viste, at 44 ud af de 60 suppleringskandidaterne havde faglig kompetence. Dermed opfyldte 16 af de tilmeldte kandidater ikke kravet om faglig kompetence og mangler således de nødvendige uddannelsesmæssige kvalifikationer.

Formålet med tilsynet er blandt andet at øge opmærksomheden på, at kandidater forud for påbegyndelse af pædagogikumforløb – både ordinære forløb og suppleringsforløb – skal have faglig kompetence i faget eller fagene.

STUK vil på baggrund af tilsynets resultater fortsat have fokus på, at gymnasielærere opfylder reglerne om faglig kompetence. 

Find mere information om reglerne for faglige kompetence på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside