Hop til indhold

Der er krav om, at gymnasier skal offentliggøre dokumenter relateret til deres kvalitetsarbejde og resultatvurdering. I et undersøgende tilsyn har STUK undersøgt, hvorvidt gymnasier efterlever disse regler og dermed har offentliggjort kvalitetsdokumenter såsom selvevaluering, evalueringsstrategi, opfølgningsplaner og den seneste elevtrivselsundersøgelse på deres hjemmeside.

Korrekt offentliggørelse er med til at sikre, at offentligheden kan få viden om institutionernes kvalitet, ligesom at det fordrer institutioner til at arbejde systematisk og kontinuerligt med deres faglige kvalitet. Det må forventes, at der som hovedregel er en klar sammenhæng mellem høj kvalitet i kvalitetssystemerne og høj faglig kvalitet på institutionen.

Selvevaluering, opfølgningsplaner og trivselsresultater mangler

Tilsynet bestod af dels en spørgeskemaundersøgelse, som samtlige gymnasier har besvaret, og en dybdegående stikprøveundersøgelse af 21 tilfældigt udvalgte gymnasiers hjemmeside.

I spørgeskemaundersøgelsen angiver flertallet, at de har offentliggjort dokumenterne på deres hjemmeside. Dog viser styrelsens gennemgang af de 21 gymnasiers hjemmesider, at mange ikke har offentliggjort dokumenterne korrekt. Det er især gymnasiernes seneste selvevaluering og de seneste tre års opfølgningsplaner, som mangler på hjemmesiderne. Den manglende offentliggørelse kan dog skyldes, at selvevalueringen på undersøgelsestidspunktet endnu ikke var drøftet med gymnasiets bestyrelse. Dertil mangler mange gymnasier at offentliggøre deres resultater fra den seneste elevtrivselsmåling på deres hjemmeside.

Øget opmærksomhed på regler om offentliggørelse

Flere gymnasier har bemærket, at tilsynet har gjort dem opmærksomme på reglerne. På den baggrund vil institutionerne offentliggøre eller opdatere kvalitetsdokumenterne på deres hjemmeside. Samtidig viser STUK’s undersøgelse, at flere institutioner, som er blevet gjort opmærksomme på reglerne, nu har offentliggjort dokumenterne retmæssigt.

STUK vil på baggrund af tilsynets resultater have øget fokus på kommunikationen af reglerne om offentliggørelse af dokumenter relateret til gymnasiers kvalitetsarbejde. Derudover inviterer de gymnasiale læringskonsulenter i 1. kvartal 2023 alle gymnasiale institutioner til et webinar om kvalitetssystemer med fokus på lovkravene, og hvordan de kan bruges som et nyttigt værktøj til planlægning, organisering og prioritering af skoleindsatser, der svarer til skolens udfordringer.

Find mere information om gymnasiers kvalitetssystem og –udvikling, herunder en vejledning om reglerne på området, på EMU’s hjemmeside.