Hop til indhold

Formålet er at skabe en organisering, der kan understøtte store udviklingsdagsordener i driften og projektorganisering på tværs af organisationen samt et fortsat fokus på at udbygge STUKs styrker i forhold til at gøre det lettere at give god undervisning.

Justeringen indebærer, at:

  • Der oprettes et nyt Center for Institutionsdrift og Tilsyn (CIT). Det nye center får samlet set ansvaret for tilskudsforvaltning, økonomisk-administrativt tilsyn med de regulerede og frie institutioner, institutionsrettet rådgivning og koordination af styrelsens samlede tilsynsaktiviteter. I forhold til både tilskuds- og tilsynsdelen af det nye center opprioriteres analyse- og udviklingsarbejdet.
  • STUK samler samtidig koncernfælles funktioner – regnskab, puljesekretariat samt SPS – i ét center, Center for Koncernregnskab, Puljer og Specialpædagogisk Støtte (KPS). Det gøres for at styrke styrelsens økonomiske og administrative forretningsgange og etablere et stærkere afsæt for en fortsat faglig udvikling og systemunderstøttelse.
  • Med ovenstående ændringer skifter Center for Udgående Kvalitetsudvikling og Specialpædagogisk Støtte navn til Center for Udgående Kvalitetsarbejde (CUK).
  • Der sker en opprioritering af styrelsens arbejde med kommunikation, som forankres i Kontor for Analyse og Kommunikation.

Med justeringen er der samtidig foretaget en tydeligere forankring af en række tværgående projekter.

Justeringerne træder i kraft mandag den 16. november 2020. Dog afventer selve etableringen af det nye Center for Institutionsdrift og Tilsyn samt Center for Koncernregnskab, Puljer og Specialpædagogisk Støtte ansættelse af en ny kontorchef i Center for Institutionsdrift og Tilsyn.