Hop til indhold

Et af initiativerne i regeringens parallelsamfundsudspil er at indføre obligatoriske sprogprøver i 0. klasse. Prøven skal indføres på skoler, hvor mere end 30 procent af eleverne bor i udsatte boligområder, der har været på infrastrukturlisten inden for de seneste tre år. Undervisningsministeriet udmelder allerede for skoleåret 2018/19 et forsøgs- og udviklingsprogram, som skal være med til at give børn med meget svage sproglige kompetencer bedre mulighed for at få styrket deres sprogkompetencer i løbet af 0. klasse. Alle folkeskoler og frie grundskoler med mere end 30 procent elever fra udsatte boligområder bliver tilbudt at være med til at afprøve en sprogindsats for deres sprogligt svage elever i 0. klasse.

”Børn, der begynder i skole uden et funktionelt dansk, oplever langt større udfordringer med at få noget ud af undervisningen. Selv om lærere forsøger at samle dem op gennem hele grundskolen, lykkes det ikke altid. Med en helt ny pædagogisk systematik omkring sprogtilegnelse, hvor også forældrene skal på banen, ønsker vi at give de børn en bedre chance for at være rustet til at blive 1. klasseelev. Derfor håber jeg, at mange skoler vil tage godt imod forsøget,” siger undervisningsminister Merete Riisager.   

En analyse fra Undervisningsministeriet viser, at 40 procent af eleverne falder i kategorien ’mindre gode læsere’ på folkeskoler, hvor mere end 30 procent af eleverne bor i udsatte boligområder. Det samme gælder for 23 procent af eleverne på de resterende folkeskoler. Samtidig viser forskning, at der allerede inden børn begynder i skole kan være op mod to års forskel på børn, der har de svageste sproglige, matematiske og socioemotionelle kompetencer, sammenlignet med gennemsnittet.

I dag bliver der gennemført sprogvurderinger af eleverne i 0. klasse, men der er ingen krav om, at elevens sproglige udvikling skal vurderes, eller at skolens indsats over for eleven skal justeres efter vurderingen. Der mangler altså en fælles praksis og systematisk opfølgning på de elever, som har meget svage sproglige kompetencer. Med forslaget ønsker regeringen en øget tidlig og systematisk sprogindsats.

Indsatsen vil bestå af sprogprøver, sprogstimuleringsforløb og en forældreindsats, der samlet set skal styrke elevernes sproglige forudsætninger, så de kan få et godt udbytte af deres skolegang og bedre muligheder for at klare sig videre i livet. Skolerne vil modtage støtte og rådgivning fra Undervisningsministeriets korps af læringskonsulent gennem en lokal indsats, der skal sikre det bedst mulige faglige udbytte og ensartethed i projektet. Det nye forsøgs- og udviklingsprogram skal samtidig bidrage med viden og erfaringer med de udviklede værktøjer og indsatser, som kan formidles til øvrige skoler i forbindelse med den obligatoriske sprogvurdering i 0. klasse.

De omfattede folkeskoler og frie grundskoler har netop modtaget en invitation til forsøgs- og udviklingsprogrammet samt til et dialogmøde forud for skoleåret 2018/2019. Det vil være frivilligt for skolerne at deltage i forsøget, og Undervisningsministeriet finansierer alle forventede udgifter til skolernes deltagelse i programmet.

De inviterede skoler kan tilmelde sig forsøgs- og udviklingsprogrammet frem til den 12. juni 2018.

Se listen over skoler, der får mulighed for at være med i forsøgs- og udviklingsprogrammet (pdf).

Listen er opdateret den 23.maj grundet ny infrastrukturliste.