Hop til indhold

 eTwinning er en gratis og sikker platform for lærere, pædagoger, vejledere og ledere til at netværke og udvikle europæisk fagligt og pædagogisk samarbejde. Foreløbig har mere end 10.000 danske lærere og pædagoger oprettet sig som brugere.

eTwinning understøtter faglige samarbejdsprojekter mellem klasser og grupper af børn og unge, faciliteret af lærere og andet pædagogisk personale fra hele Europa. Det er en del af EU’s uddannelsesprogram Erasmus+. Alle skoler og institutioner under Børne- og Undervisningsministeriets ressort kan gratis benytte eTwinning. Der er også tilbud til professionshøjskolernes lærer- og pædagoguddannelser.

Deltagerne samarbejder om projektudvikling, kommunikation, udveksling og skoleudvikling – inden for alle fag og temaer og imellem institutioner fra enhver skoleform.

eTwinning understøtter den internationale dimension og interkulturelle islæt samt it-færdigheder gennem projekter på tværs af grænser for alle uddannelses- og læringsområder

Der er hvert år et overordnet, internationalt tema. I 2022 har det været ”Imagining education in the future: beautiful, sustainable, together”. I 2023 er den brede temaoverskrift ”Education & Innovation”, herunder digital skoleudvikling.

Ud over virtuelt samarbejde via eTwinning-platformen har projektet igennem årene understøttet deltagernes mulighed for at mødes fysisk rundt omkring i Europa ved at afholde seminarer, workshops og konferencer. Tilbud om virtuelle og fysiske events kan løbende ses på den danske hjemmeside og Facebook-kanal.

Styring og udvikling

eTwinning startede i 2005 og er det største netværk under Erasmus+. Det udvikles i fællesskab af Europa-Kommissionen, National Support Organisationerne (NSO) i hvert land og den centrale koordinator Europæisk Skolenet. Alle tilmeldte lande tilbyder gratis support til deres skoler og dagtilbud.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er eTwinnings danske National Support Organisation (NSO) og deltager løbende i netværkets europæiske koordination.

Sidst opdateret: 18. januar 2023