Det kan være et stort skridt at gå fra at være børnehavebarn til skoleelev. Det er netop det kulturskifte, som vinderen af årets Undervisningsmiddelpris ”Zak i skole” sætter fokus på. Materialet, som er et gratis fondsstøttet undervisningsmateriale, er desuden inkluderende for børn og familier af anden etnisk baggrund, da det er sprogversioneret på engelsk, arabisk og farsi. På den måde kan alle forældre danskkundskaber sammen med deres børn blive introduceret til skolesystemets normer for social adfærd, læringsparathed og øvrige kompetencemål på en legende og sympatisk måde. 

Materialet består af en hjemmeside, en række små dukkefilm og en bog. Stilen og tonen viser ifølge Undervisningsmiddelprisudvalget dyb indsigt i, hvordan læring sker på børnenes præmisser. Materialet er udarbejdet af Marie Rønn og Kirsten Christensen-Dalsgaard, der er udgivet i samarbejde med Røde Kors og Pilot Film.

”Materialet giver både skole og forældre de bedste muligheder for arbejdet med at opbygge robuste fællesskaber, hvor tryghed og trivsel sættes i højsædet. Samtidig hjælper materialet til ikke blot at udvikle de yngstes kundskaber om god skolegang, men også deres egenskaber til at nå målet,” lyder det blandt andet i Undervisningsmiddelprisudvalgets begrundelse.

Andenpladserne gik til henholdsvis ”Skriv dig frem”, der er forfattet af Rebecca Natasha Albinus og Sarah Nehammer på Dansklærerforeningens Forlag, og ”Reading Shakespeare in Our Time”, der er udarbejdet af Birgitte Speyer og udgivet af Forlaget Columbus.

De tre priser blev overrakt af undervisningsminister Merete Riisager.

”De gode undervisningsmidler kan være med til at fange og fastholde elevernes interesse for at blive klogere og dygtigere. Derfor vil jeg gerne takke forfattere, producenter og forlag, der dagligt arbejder for at skabe de bedste undervisningsmidler til vores uddannelser. Alle tre norminerede materialer til Undervisningsmiddelprisen 2018 er gode og solide undervisningsmidler, som på hver deres måde kan noget helt særligt,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Vinder af Undervisningsmiddelprisen 2018Udover prisoverrækkelsen præsentererede ministeren også et nyt koncept for Undervisningsmiddelprisen. Formålet med det nye koncept er, at der udvikles gode undervisningsmaterialer på alle områder både til børn, unge og voksne. Prisen deles derfor fremover i tre kategorier:

  • Bedste undervisningsmateriale på grundskoleområdet
  • Bedste undervisningsmateriale på ungdoms- eller voksenområdet
  • Specialprisen

Opdelingen sikrer en vinder på hvert uddannelsesområde. Samtidig sætter den nye Specialpris fokus på et særligt tema, der for 2019 bliver ’Udskolingen i bevægelse’. Specialprisen giver andre end blot producenter af undervisningsmaterialer mulighed for at vinde prisen – for eksempel en lærer- eller elevgruppe.

Læs mere om det nye koncept for Undervisningsmiddelprisen her.

Medlemmer af Undervisningsmiddelprisudvalget:

  • Fungerende formand Claus Skovbjerg, oversætter, journalist og lektor, cand. mag. (engelsk, spansk, idræt), University College Lillebælt
  • Anne Mette Møller Hartelius, lektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • Jesper Tinggaard Svendsen, lektor, ph.d., Institut for Sprog og Kommunikation ved Syddansk Universitet
  • Jette Bruun Eriksen, skole- og mediekonsulent, Slagelse Kommune
  • Lisbeth Kjær, projektleder, Danmarks Læringsfestival, CFU.DK
  • Liselotte Unger, cand. scient. (biologi og samfundsfag), Det Frie Gymnasium
  • Niels Rebsdorf, pædagogisk konsulent i musik ved Center for Undervisningsmidler, University College Lillebælt